Bibliotheca Felteriana Biblioteket stammer fra domprovst Immanuel Felters private bibliotek. Det rummer godt 3.000 bøger, som hovedsageligt er ældre teologisk litteratur. Immanuel Felter (1908-2001) var domprovst i Maribo i 23 år fra 1955 til 1978. Bogsamlingen blev først givet som gave til Refugiet Fuglsang på Østlolland. Ved nedlæggelsen af refugiet blev biblioteket i år 2000 overdraget til Lolland-Falsters Stift og fik navnet »Lolland-Falsters Stiftsbibliotek«. Biblioteket blev efterfølgende udvidet med donationer, bl.a. fra tidligere biskop Georg Græsholt. I 2017 besluttede stiftet at nedlægge biblioteket. På daværende tidspunkt befandt biblioteket sig i arkivkælderen i bispegården, Østre Allé 2, 4800 Nykøbing F. Da biblioteket befandt sig på Refugiet Fuglsang, blev der udarbejdet et seddelkartotek, som muligvis fortsat findes. Oplysningerne i seddelkartoteket blev senere overført til en FileMaker-database, som var offentlig tilgængelig over internettet. Denne database er nu nedlagt. I 2003 lavede jeg en foreløbig systematisk fortegnelse over biblioteket efter decimalklassesystemet på grundlag af de indtastede oplysninger i den elektoniske database. Dette foreløbige og ufuldstændige katalog på 42 sider kan læses her (PDF). De praktiske oplysninger på forsiden er ikke længere relevante. Desuden udarbejdede jeg i 2008 i foreløbigt alfabetisk katalog på 36 sider. Det bygger også på eksport fra den elektroniske database. Kataloget kan findes her (PDF). Også her er der en forside med praktiske oplysninger, som ikke længere er relevante. Ved nedlæggelsen af stiftsbiblioteket blev det administreret af et udvalg, som bestod af Jette W. Birk, Bendicht Mader, Bjarne Madsen og Michael Fagerlund. På det tidspunkt passede jeg bibliotekets hjemmeside, felteriana.dk, som nu er nedlagt. PDF-katalogerne er overført til denne side. Databasen er nedlagt, men jeg har dog indtil videre bevaret en ældre FileMaker-database med de første indtastede titler. Tilbage til startside.
|